3. maj 2009 15:47, Jan
Lørdag morgen skulle Lillemor ud at gå med Dansk Vandre Laug på Øst Falster. Det vil sige, at der var afgang fra Rewentlowsgade ved Københavns Hovedbanegård kl. 08,00. Vi var for en gangs skyld tidligt afsted og var derinde allerede kl. 07,35 (Lillemor kan aldrig blive færdig til tiden og vi ankommer næsten altid i sidste sekund, når hun skal afleveres ved møde-stedet). Jeg havde i forvejen besluttet mig for at skulle i 2 CD-forretninger (Guf og TP-music), i en italiensk delikatesse-forretning (Super-Marco) og slutteligen på Statens Museum for Kunst og se "Gaflen i øjet"; en udstilling om/med/af Wilhelm Freddie. Da alt først åbner kl. 10 havde jeg rigelig tid at slå ihjel inden.
Jeg parkerede ved Nørrevold og købte i en 7-Eleven et krus Cafe Latte og 2 Chokolade-croissanter og begave mig ned ad den mennesketomme gå-gade til Kultorvet, hvor jeg satte mig og spiste en croissant og drak kaffen. Jeg tror jeg så 4-5 mennesker på det tidspunkt. Et helt tomt torv, kun duer og mig. Så gik jeg nedad Købmagergade, drejede ned ad St.Kannikke Stræde til Fiol-stræde. På den tur mødte jeg 3 mennesker. Fiol-stræde var stort set mennesketom.

Metropolitan Skolen. En flot gammel Ny-klassicistisk bygning i Fiol-stræde bag ved Domkirken.

Domkirkens Apsis. Også en flot Ny-klassicistisk bygning. Jeg fortsatte hen til Skindergade og gik ad denne til Gammel Torv - det torv med Caritas-springvandet, det der springer ved Guld-æbler ved særlige lejligheder. Igen ind i en 7-Eleven og købe en kop kaffe til, sidde på en bænk og spise den sidste croissant og kigge, bare kigge. Klokken var nu ca. 08,15 og der var ganske få mennesker. Og duer. Lidt flere mennesker begyndte at komme. Det var jo høj sol og vindstille og egentlig ganske lunt af en morgen at være. Dejligt. Så gik jeg over Gammel Torv til Ny Torv - de er faktiskt sammenhængende de 2 torve. På Nytorv var en tjener ved at opstille borde og stole til en udendørsservering. Ellers tomt. Foran mig Københavns Byret, Domhuset, en monumental Ny-klassicistisk bygning og ganske imponerende og hvor der ovenover står skrevet: "Med lov skal land bygges". Jeg mener at kunne huske, at citatet stammer fra Jyske Lov....

Jeg gik over torvet og hen til Slutterigade, der ligger til venstre for Domhuset. Her ligger også fængslet og over Slutterigade går 2 lukkede broer kaldet "Sukkenes Broer" da fangerne i gamle dage gik her fra fængslet til Domhuset og tilbage igen. Idag er fængslet nedlagt.

Billedet her, er taget fra den anden ende af Slutterigade. På det sted, hvor Martinus Rørbye stod, da han malede sit billede i 1840'ernes begyndelse. Det er Domhuset til venstre og fængslet til højre.
Drejer jeg mig om 90 grader til højre får jeg følgende bygning at se:

På huset sidder en Bronce-tavle:

Her boede som skrevet ovenfor, Wolfgang Amadeus Mozart's enke Constance, som var gift med den danske Legationsråd G.N.Nissen. De havde mødt hinanden i Wien - efter Mozart's død forståes - og giftet sig og siden flyttet til København. En lille krølle på historien er, at en dansk kunstner ved navn Hans Hansen under sig studieophold i Rom fik en søn, som på tilbagevejen til København blev døbt i Wien og hvor Constance Mozart Nissen blev hans Gudmor. Drengen fik navnet Constantin Hansen og blev sidenhen en af vore ypperste Guldalder-malere.
Nåh - jeg gik så af Hestemølle-stræde og Gåsegade til Løngangsstræde hvor det lille Torv Vandkunsten ligger:

Her ligger et par gode gammeldags værtshuse - PUK bl.a. I billedets baggrund kan ses starten af Magstræde. Her gik jeg så hen - stadikke mange mennesker at se nogen steder og slet ikke da jeg gik op ad Magstræde, hvor nogen af de ældste huse i København ligger.


Sådan har gaderne set ud i København i gamle dage; ca 1850 og tilbage til middelalderen. Man kan stadig se gamle huse fra 1600-tallet i gaden her; de fleste dog fra slut 1700-tal og start 1800-tal d.v.s. efter den store brand i 1795.

Magstræde løber ud i et lille torv ved Gl.Strand. Lige netop på det torv agter man at lave en Metro Station, hvilket er pisse-synd for at sige det mildt. Håber de flytter stationen over på torvet foran Christiansborg. På torvet var der i dag Loppemarked, men et dyrt et. Det er en rigtig turist-fælde det marked. Det er antikvitetshandlere der har boder der. Det meste af det der faldbyde der, er bare dyrt (og godt vel at mærke). Nu var der begyndt at komme mange mennesker; klokken var vel omkring 09,15. Boderne var ved at bleve stablet op og fyldt. Jeg fortsatte til Højbro Plads - den plads hvor Absalon sidder på en hest højt til vejrs. Absalon var jo Københavns grundlægger; Biskop og kriger, og han sidder der på hesten iført ring-brynje og hjelm og med strids-økse i hånden......hvilket igen får mig til at tænke på, at de fleste krige dengang OG IDAG er krige hvor religion spiller en stor rolle....suk.
Fra Højbro Plads gik jeg nedad Læderstræde, ad Hyskenstræde over Strøget - lidt flere mennesker, men forretninger stadig lukket ind til kl. 10,00 - og mange af dem morgenduelige turister med by-kort i hånden og så ad Klosterstræde til Gråbrødre Torv med alle dens restauranter, Bøf og Ost, Sporvejene, Jensens Bøfhus o.s.v. Så ad Skindergade igen til Gammel Torv, hvor endnu en Cafe Latte blev indkøbt og drukket der. Kl. 10,01 var jeg i forretningen GUF i Vestergade og indkøbte 2 CD med Dan Túrell og Halfdan E. - jeg er helt pjattet med Dan Túrell's bøger og digte. På disse 2 CD'er læser han/fremfører han med sin karakteristiske stemme sine digte til Halfdan E's musik. Derefter til TP-Music ved Rundetårn og indkøb af endnu en CD; Sølvstjernerne (Tømrer-Claus, Flemming Qvist Møller bl.a.) og Dan Túrell.
Så med raske fjed at Købmagergade over det nu fyldte Kultorv, ad Frederiksborggade og så ad Nørrevold forbi Rosenborg Slot og så ind på Statens Museum for Kunst og se Wilhelm Freddie-udstillingen. Den vil jeg ikke fortælle noget om - den skal simpelthen ses. Jeg indkøbte dog kataloget eller snarere en bog om udstillingen og W.F. til kr. 298. Retur til Nørrevold og fat i bilen og så afsted til Super-Marco i Fiskerihavnen lige før lukktid. Jeg fik indkøbt 4 forskellige italienske pølser for ialt 400 kr. Jeg elsker de her hårde pølser. Danske pølser (og rugbrød) er ganske simpelthen for bløde og dårlige.
Fiskeri-havnen er ved at forsvinde som så meget andet af havnen i København. Der opføres kontorblokke i glas og beton i massevis, så de kvarterer ligger helt uddøde fra Fredag kl. 15 til Mandag morgen kl. 08,00. Boligerne ? - ja dem prøver man at få bygget i Ørestaden på Amager...eller også er det Super-ejerligheder, der ikke er til at betale (= 2 værelses for kr. 3 mill.) . Lidt af det gamle kan ses her, husbåde med High-tec i baggrunden. Kald lige det ny for miljø !!!!!

Ja - det var så min Lørdag indtil kl. 14,00 i København........